Ja, nu er det jo normalt omkring årsskiftet man laver status over sit liv, men eftersom det i går var præcist et år siden at min eksmand flyttede, har jeg valgt at gøre det nu.
For præcist et år siden var jeg forvirret, ked af det, og anede ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Jeg havde dagen før smidt min mand ud, da jeg opdagede at han ikke var helt den han udgav sig for at være. Først var det egentlig tænkt som en tænke-pause, men det skulle vise sig at blive endeligt.
De første par måneder gik på bedste beskub, jeg skulle finde ud af at få det hele til at hænge sammen - både økonomisk og arbejdsmæssigt (havde meget børne-uvenlige arbejdstider dengang), samt samle op på 3 børn og mig selv på en gang. Alle der har stået i det ved at det kan være en udfordring af de store.
Samtidig skulle vi forsøge at få samvær op at køre for Xenia, og vi lavede en aftale der gik på at han kom her og besøgte hende - både for at spare penge, og fordi han boede hos sin mor. Til at begynde med var der ikke meget system i det, og den slags kan jeg ikke så godt leve med, så da jeg fik nyt arbejde i februar, lavede vi en ny aftale der gik på at han kom her hver 3. weekend når jeg var på arbejde.
Det gik egentligt fint det næste stykke tid. Xenia var selvfølgelig mærket af situationen og prøvede grænser af, men i det store og hele klarede vi det fint :-)
Så nåede vi til maj måned - mere præcist den 1. weekend i maj, hvor jeg meddelte ham at han måtte aflevere min computer tilbage (vi havde lavet en afdragsordning, som han havde meget svært ved at overholde). Jeg fik den og vi kørte ham til toget - mig i forventning om at han ville komme 3 uger senere - hvad han tænkte kan jeg kun gisne om.
Da vi så kommer hjem opdager jeg at han har givet mig den forkerte log-in kode, og både skriver og ringer til ham, men får intet svar. Så da vi kørte ham til toget var det sidste gang Xenia så og talte med sin far :-( Jeg får så en god ven til at bryde koden, så jeg igen kan bruge computeren. Og da jeg kommer ind i den får jeg et kæmpe chock. For nok var jeg i tvivl om hvem han egentlig var, men det viste sig at han havde kørt et dobbeltliv de ca. 2 sidste år af vores samliv, med både elskerinder og koner over nettet. Der var faktisk overhovedet ikke noget at være i tvivl om, der var både breve, billeder mm., så beviser manglede jeg ikke. Jeg sendte ham så et brev hvor jeg i et ikke særlig pænt tonefald informerede ham om, at samvær med Xenia fremover foregik hos ham selv, at han selv skulle hente hende, og så ville jeg afhente hende hos ham. Samtidig fortalte jeg ham også, at jeg selvfølgelig aldrig ville lade Xenia vide hvordan jeg så på ham. Og det har jeg indtil videre overholdt, og hun får ikke noget at vide før hun bliver stor nok til at forstå det, og så må hun selv vælge om hun vil kontakte ham.
Siden da, har der været totalt tavshed fra ham. Jeg har sendt ham en sms for at få hans adresse, så jeg kunne sende ham den nye samværsplan - intet svar. Xenia har prøvet at ringe til ham - telefonen/nummeret var lukket. Sidst har jeg sendt ham samværsplanen på mail - intet svar.
Så vi kan åbenbart se frem til et liv uden far. Xenia har de sidste par måneder været meget frustreret. Ikke sådan at det præger hende i dagligdagen, men omkring sengetid har vi store problemer. Og hun er meget bange for at jeg skal forsvinde, hun er meget mor-glad, og vil helst ikke passes af nogen andre. Heldigvis er hun 4 år, så man kan snakke med hende om mange ting, så langt det meste løser vi, men at få hende til at sove i egen seng er håbløst føler jeg, så jeg har kapituleret, og indtil hun bliver tryg ved livet igen, sover hun hos mig :-) Hun vil heller ikke vinke selv i børnehaven - igen har jeg kapituleret, og lader hende styre det indtil hun føler sig tryg nok, til at sige farvel til mor alene. Heldigvis kommer hun som den første, så den voksne har altid god tid til at vinke med hende.
Men hvor jeg dog føler med det barn. Hvor må det bare være et hårdt slag i ansigtet at blive valgt fra af sin far, tror virkelig det må være noget af det værste man følelsesmæssigt kan gøre ved sit barn. Heldigvis har vi en hel fantastisk familie og mange gode venner, som bare har været der, og har stillet op for os når vi havde brug for hjælp til lidt af hvert.
TAK til jer, i ved selv hvem i er :-)
Men tilbage til status - vi har det godt :-) Drengene har heldigvis taget det pænt og uden den store sorg, og er bare de bedste drenge i verden!!! De hjælper mor med mange ting, og er fantastiske hjælpere når mor trænger til en pause fra Xenia......og Xenia elsker den opmærksomhed, som kun dejlige brødre kan give :-)
Så vi klarer den - heldigvis kan det ikke blive værre på den front, han er væk og det må vi så lære at leve med - og det skal vi nok med tiden :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar